En lille smuttur

Sidste hele dag i England i denne omgang. Det startede lidt gråt og blæsende koldt, så det var lige vejr til varm chokolade og ludospil. Men nej, vi havde planlagt en travetur, så en travetur var, hvad vi begav os ud på...

Vi ville ned til West Dean, hvor der var både en have og et friluftsmuseum, og det var sådan en dejlig tur; ikke så lang endda. (Det var i hvert fald hvad taxichaufføren fra i går sagde).

Tro aldrig på en englænder hvad ture angår! "En kort smuttur" er normalt ikke noget at snakke om, men der er en stor forskel på nogle kilometer henad kontra opad. Jeg burde være blevet klogere efter al den tid herovre, men jeg lader mig gang på gang føre bag lyset...! ;-)

Når man så samtidig farer vild på skovstierne og kommer til at gå i den gale retning... ja, så udvikler smutturen sig hurtigt til en 12 kilometers stroppetur. Eller noget i den stil...

Men man skal se på de lyse sider - og det regnede IKKE. Gussi-hund var glad og førte an; kun lettere distraheret af opflyvende fasaner og andet spændende. Hundens far og mor var lettere sammenbidte, men humøret steg en kende, da vi efter FEM TIMER nåede frem til det lokale "tea room", hvor vi kunne få lidt næring.

Aldrig har jeg smagt så gode pølsebrød og så god en kaffe. Hunden var helt enig (i det med pølsebrødet).

Og aldrig har jeg været så glad for at gense min autocamper...!

Hvor blev bussen af?

I dag havde min rare mand en del at se til, sådan rent arbejdsmæssigt - og da vi ikke havde mange krummer tilbage i køleskabet, måtte jeg købe ind.

Godt så! Hvordan gør man det, når man bor ti kilometer fra den nærmeste by? Man tager bussen, gør man!

Så jeg studerede google-kort og timeplaner. Lidt underligt, at bussen kun gik om én gang om ugen, nemlig om tirsdagen (tilfældigvis) og kun én gang. Kl. 14 et eller andet ud og kl. 16 et eller andet hjem.

Jeg vandrede i god tid ned til pubben, hvor busstoppestedet var. Vejen var snoet, og selv om der alle vegne var skilte med "farlige vejsving" og "30 km i svinget" - så kom bilerne drønende med dødsforagt og mindst tre gange så hurtigt som tilladt. Der var absolut ingen vejkant, så jeg måtte nærmest kaste mig ind til siden, hver gang en bil susede forbi.

Jeg var mere end lettet, da jeg kom til pubben. Men hvor var busstoppestedet? Jeg spurgte mig for og fik at vide, at den bus da var nedlagt for længe siden. Den eneste måde at komme til byen på var med taxa, og det var noget med 150 kr. hver vej.

Dyb indånding! 300 kr. for at hente brød og middagsmad - men sådan er det at bo på landet i England, hvis man ikke har en bil (og det havde jeg jo faktisk ikke i dag, når min rare mand brugte autocamperen som mobilt kontor).

Jeg spurgte chaufføren, om det ikke var et problem med den mangel på busser, som jeg er stødt på masser af steder. Jo, DET var det, men man måtte jo bare køre bil så.

Hvad med ældre mennesker, der ikke længere kan køre bil?

Chaufføren så på mig i bakspejlet og trak på skuldrene: Jamen det må de bare gøre alligevel. Enten det eller flytte ind til byerne.

Nå, men der var hyggeligt i Chichester...  Og vi fik mad på bordet... :-)

Forandringer fryder... ikke!

Er der noget, jeg ikke er god til... så er det forandringer. Det lyder lidt fjollet, når man fistrer rundt fra det ene sted til det andet i en autocamper, men lige på det punkt er forandring nu OK.

Men når min netudbyder glædestrålende fortæller mig, at NU opdaterer de deres servere (eller hvad det nu er, de har gang i), og at jeg derfor ikke længere kan have min netbutik i den udformning den HAR... så bliver jeg ganske træt.

For det betyder, at jeg skal lave det hele OM. Og det nytter ikke, at netudbyderen glædestrålende fortæller mig, at DET skal jeg ikke tænke over, for de hjælper mig gerne... for det gør de jo ikke GRATIS.

Så altså... her umiddelbart efter flytning af mor, butik og diverse oplagrede ejendele - skal jeg katme også til at lave min netbutik om. Jeg ved af erfaring, at det er noget, der tager tid, og jeg kan sagtens forestille mig noget, jeg hellere vil... (hygge-mig-i-haven-nu-hvor-jeg-endelig-igen-får-én-blandt-andet).

Men jeg kan ikke kæmpe mod vindmøller og opdateringer, så jeg må jo bare i gang. På et tidspunkt. "In due course, at the appropriate juncture, in the fulness of time and when the time is right" - som Sir Humphrey så ofte siger i min favorit-serie "Yes Minister"... :-)

Vi går og går...

Selv om det er sjovt at køre rundt i autocamper, kan man godt trænge til at gøre noget andet også. Så vi parkerer tit et godt sted; bliver et par dage eller tre og bruger det som udgangspunkt for ture.

Det betyder, at vi GÅR ganske meget. Vi tager også bussen af og til; en taxi en sjælden gang og - hvis lejligheden byder sig - med veterantog som dette her.

Toget gik mellem Swanage ude ved kysten og Corfe Castle inde i landet. Så vi tog den ene vej den ene dag og den anden den anden...

Swanage er en rigtig engelsk badeby med spillehaller og iscafeer. Vi spiste de lækreste bøfsandwich'er på en fortovsrestaurant og gik bagefter langs havet - først nede i strandkanten og derefter oppe på stien næsten ud til den høje klippe, der hedder Old Harry.

Dagen efter vandrede vi hele vejen tilbage fra den charmerende by Corfe, og det var en lang tur ind over naturområder med gule, stikkende tornblad i store mængder. De lyser op og er så flotte, men man skal ikke komme i nærkontakt med dem, for de har  - som navnet antyder - nogle gevaldige torne.

Som om det ikke var nok med alt den vandring... så gik vi hjem fra Lyndhurst i Hampshire i går. Hele vejen gennem New Forest, hvor stierne har det med at være mere eller mindre usynlige. Vi gik efter solen i retning mod nord, for det var her, vi gerne skulle ende - og det lykkedes. Små seks kilometer blev det til, og det var ikke så galt. I det mindste var der ingen bakker i skoven... :-)

Vi er på tur

Vi er på tur... og jeg nyder det. Vi har boet hist og pist i den sydlige del af England på nogle meget forskelligartede pladser - ved vandet, på landet og faktisk også inde midt i en storby, nemlig Bristol.

Men lige nu er vi, hvor jeg helst vil være... langt væk fra alting, omgivet af natur og syngende fugle. Der er "bluebells" i skovene, og mange af træerne blomstrer i rosa og hvidt. Og alle vegne dufter det af blomster og græs.

Jeg trives med campinglivet, der er rustikt og uforpligtende; ligesom min barndoms ferier i lejede sommerhuse, der så langt fra var luksusboliger. Men det er ikke luksus, der gør lykkelig... for mig er det snarere aftener som denne, hvor jeg sidder ved autocamperens vindue ud mod skoven og lytter til uglen - og solfyldte forårsdage, hvor jeg trasker afsted langs en flod eller hen over en bakke med udsigt.

I morgen skal vi det sidste... for omme bag bakken her, hvor vi er nu, ligger Shaftesbury og gemmer sig...  :-)

Sommerfugle i maven

Nu er jeg ved at være klar til en lang tur i autocamper. Forårssolen lokkede i går, og jeg fik helt sommerfugle i maven ved tanken om, at vi om mindre end en uge er på vej igen...

Men først skal bilen gøres klar efter vinteren. Der skal pakkes med omhu, så vi ikke slæber rundt på en masse unødvendigt, men omvendt skal der være lidt lunt og lidt let, for det ER jo april.

Vi skal først være nogle dage i Brugge, så den lille hund kan få sin ormekur (et engelsk indrejse-krav), og bagefter futter vi lige så stille i retning mod Dorset og Hampshire med nogle små afstikkere hist og her.

Der er ingen faste planer, bortset fra i påsken hvor jeg for en sikkerheds skyld har bestilt plads på en campingplads i Dorset. Og ellers skal der bare ses og besøges en masse steder, og der skal fotograferes en masse. Begge dele holder jeg utroligt meget af :-)

Og nu til noget helt andet...

Hvis det ikke lykkes at gå den vej, man ønsker... så må man finde en anden vej. Og det er præcis dét, vi har gjort nu.

Vi har nemlig fundet et aldeles fantastisk hus. På et gods. På Lolland! Vi var næsten dernede i forvejen, for vi har især kigget huse i Vordingborg kommune, men nu tog vi altså lige over på den anden side af vandet.

Huset er utroligt smukt med en dejlig have til, og omgivelserne er fyldt med historie. Der er masser af muligheder for at gå ture i området - der er plads til min mor, der får sin egen lille lejlighed, og der er masser af plads til mit showroom, der skal indrettes i husets stueetage. Selv kommer vi til at bo "above the shop", og heroppe på første sal kan min rare mand også have sin tegnestue.

Jeg glæder mig bare så meget til midten af maj, men først skal vi en tur retur til England... :-)

Fynske dage

I disse dage holder jeg arbejdsweekend på Fyn sammen med min nordjyske veninde Lillian fra Rejsen for Dig. Det er noget, vi prøver at holde hvert år, for som selvstændige gælder det om at få inspiration til nye tiltag og udveksle ideer.

Men der bliver også tid til at se på søde byer og nostalgiske samlinger - så i går og i dag har vi blandt andet kigget nærmere på Jernbanemuseet og "Tidens Samling" i Odense og været en smut i Bogense, som nok er min favorit blandt fynske byer.

Solsmil, bikini og søndags-bt

Hver gang jeg går tur med hundebassen i Charlottenlund, bliver jeg af selvsamme basse trukket med ned til stranden. Her kan vi nemlig gå langs vandet, få lidt sand mellem tæerne, jage mågerne (hunden) og sidde på en bænk (mig).

Og selv om der ikke er specielt sommerligt lige nu, kommer jeg altid til at tænke på dengang, jeg var teenager og tog til Charlottenlund for at bade.

Det VAR præcis, som Birgitte Grimstad synger i visen "Solsmil, bikini og søndags-bt"...

Når jeg havde fri fra skole, tog jeg strandtasken over skulderen og toget fra Peter Bangsvej til Charlottenlund station. Travede gennem skoven og slotshaven og forbi akvariet, der lå der dengang, ud til vandet for at finde en ledig plet på det grønne græs.

Og så sad jeg netop her i min fine bikini og læste søndags-bt, mens jeg nød solen og de beundrende blikke. Jo jo, sådan var det dengang... ;-)

Glæden ved weekender

Kan du huske engang, hvor man glædede sig helt vildt til weekenden? Måske gør du det endnu (det håber jeg da!) - eller også er forventningens glæde svundet lidt hen? Sådan har jeg det i hvert fald selv.

Måske skyldes det, at weekender er blevet mere hverdagsagtige? For det første fordi butikkerne har åbent til sent og om søndagen, hvor alt før i tiden lukkede ned lidt over middag om lørdagen. Og for det andet fordi internettet har betydet, at vi stort set er "på" - eller kan være det - hele tiden.

Og selv om der er fordele ved begge de ting... så er de med til at tage glansen fra weekenden.

Det er selvfølgelig op til én selv, om man vil genskabe det savnede. For det kan jo lade sig gøre. Man kan købe ind til hele weekenden fredag aften (det gjorde jeg engang, og det fungerede ret fint), og man kan lukke ned for computer og mobil i hvert fald om søndagen.

Lige pludselig får man en masse tid forærende. Tid til at være sammen og til at opleve ting sammen. Eller bare tid til at stresse af og tage sig god tid til morgenmad, slentretur og Matadorspil.

Egentlig ganske forjættende, når jeg tænker over det. :-)