fredag den 25. november 2016

Koldt og smukt

I går var det så koldt, at dagens billeder blev taget med stivfrosne fingre, men ud måtte jeg alligevel, for lyset var så smukt. Og godt det samme - for på vej ned mod stranden fløj en kæmpestor musvåge lige forbi mig på en meters afstand. En fantastisk oplevelse...!

Sådan er det, når man bor højt og næsten i fugleflugtlinien... :-)

Men i dag er al udsigt væk. Tågen har lagt sig tungt over omgivelserne, og jeg er glad for, at jeg ikke skal ud og køre. I stedet har jeg helliget dagen til færdiggørelsen af den online-julekalender, som jeg plejer at køre med på min ANGLOFILIA blogside.

Den Engelske Julekalender skal jo starte på torsdag, så der skal skrives og planlægges 24 indlæg. Hver dag har man mulighed for at vinde en lille kalendergave ved at besvare et spørgsmål - og du er velkommen til at være med.

Kig ind på www.anglofilia.info fra den 1. december og frem til jul :)


onsdag den 23. november 2016

Tiden løber

Jeg er nok ikke den eneste, der synes, at tiden løber. Min far sagde altid, at tiden løb hurtigere, jo ældre man blev - og der er noget om det.

Men jeg har også bemærket, at der er stor forskel på, hvordan man lever sit liv. Når man har nogenlunde ens dage med det samme mønster, så piler tiden afsted. Når man derimod har stor afveksling i tilværelsen, så går tiden ned i gear.

Jeg mærker en tydelig forskel på de uger og måneder, hvor vi kører rundt i autocamperen. Vi flytter os jævnligt, ser nye steder og oplever en masse - og efter en tid ser vi på hinanden og undrer os over, at vi f.eks. kun har været afsted i en uge.

Men når vi, som nu, bor i sommerhus og hurtigt etablerer rutiner med arbejde, lange traveture med hunden og afslapning... så går dagene hurtigt over i hinanden, så at sige.

Jeg er glad for forandringen, for jeg er glad for begge dele. Jeg er glad for roen i hverdagen, når vi er i hus - og jeg elsker mit omflakkende liv, når den tid kommer.

I går gik jeg vores lange tur fra huset og ned til stranden, der var helt øde med undtagelse af en fisker, der brød den rolige havoverflade med sin snøre.

Hunden nød det; jeg nød det - og samtidig glæder det mig, at jeg om nogle måneder skal på farten igen.

Forandring fryder... :-)

mandag den 21. november 2016

Julemarked på Ledreborg

For mig begynder julen så småt med ét (eller flere) af de julemarkeder, der afholdes rundt omkring. I går tog jeg sammen med en veninde til Ledreborg, der jo har de perfekte omgivelser til et sådant.

Der var så fint på gårdspladsen, hvor der var julemusik og et meget flot juletræ - og inde i staldene var der mulighed for at kigge og købe og - meget vigtigt - spise æbleskiver og drikke kaffe.

Så vi fik snakket og kigget og også købt lidt. Blandt andet nogle supersøde Christel kravlenisser, som jeg har været på udkig efter længe. De skal klippes ud og hænges op i vores næste hus, hvor julen skal tilbringes... :-)




lørdag den 19. november 2016

Julemarked for første gang

Jeg glæder mig til i morgen, for jeg skal på julemarked for første gang i mange år.

Før jeg havde min egen netshop, tog jeg tit med familien på julemarked rundt omkring på Sjælland, og det var altid så hyggeligt. Men i de sidste otte år har det knebet med tiden... og så har jeg som regel også været i England på denne tid.

Men NU har jeg sørget for at holde fri i morgen, søndag. Så NU kan jeg tage med en sød veninde på julemarked på Ledreborg.

Jeg glæder mig sådan til at kigge og komme i julestemning. Til æbleskiver og andre lækkerier. Og i det hele taget til en hygge-fridag i godt selskab :-)

fredag den 18. november 2016

Nu med udsigt

Disse dage har jeg rent faktisk en udsigt - for solen titter frem og gør det muligt at skelne hav fra himmel...  Så jeg nyder at sidde her i min stol og kigge ud, mens jeg skriver. Her er fredeligt og rart, og det er et fint lille hus.

Hver dag går vi lange ture, og jeg er sikker på, at den daglige eftermiddagskaffe med lækkerbid til IKKE sætter sig, for du godeste, hvor er her mange stejle bakker. Men jeg kan mærke, at det dag for dag bliver nemmere at gå op - for man skal jo OP, når man har gået NED... ;-)

Det passer mig fint at være her - lige nu. Senere skal vi et andet sted hen... mere om det til den tid...






torsdag den 17. november 2016

Om butikscentre

Da  jeg var barn og teenager, tog jeg tit med min mor eller en veninde i Rødovre Centrum. Der var vældig hyggeligt dengang, og vi gik gerne de fire kilometer fra Frederiksberg, hvor vi boede, og langs Damhussøen derud.

Der blev kigget butikker, drukket kaffe i konditoriet og købt lidt lækkert med hjem. I det hele taget var Rødovre Centrum en dejlig oplevelse og et fast punkt på vores "hvad-skal-vi-nu-lave"-liste.

Men som voksen dalede min begejstring for butikscentre. Måske blev de for store? Måske mistede de det hyggelige element? Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men i dag undgår jeg dem helst og foretrækker de små butikker i byernes hovedgader.

Der er selvfølgelig altid undtagelser. For nu, hvor vi er i Odsherred, handler jeg næsten dagligt i Asnæs, og af en eller anden grund nyder jeg det. Det lille butikscenter er nemlig så fint, og der er en rigtig god stemning i butikkerne. I øjeblikket er der selvfølgelig julepyntet og måske særlig hyggeligt, men jeg har også besøgt det om sommeren.

Det er et rart sted at komme. Et udmærket sted at handle. Prøv det, hvis I er på de kanter... :-)

onsdag den 16. november 2016

I tusmørke

Jeg sidder her i den store sofa med lille hunds varme hoved på mit ben. Der er fri udsigt gennem de store vinduer, og jeg kan se himlen blive mørkere minut for minut. De grønne fyrretræer bliver til silhuetter, og en ensom fugl flyver hen over husets tag.

Dage i sommerhus er noget af det bedste, jeg ved. Jeg har altid elsket den særlige stemning, og det gør ingenting, at det er et lejet hus. Så meget mere uforpligtende og så meget mere overskud til at skrive.

Vi har gået tur ned til vandet og gennem området, der er nærmest affolket. Vejet har været mildt og venligt, og det begyndte først at regne, da vi kom hjem igen. Hjem til varm kaffe og lækker risalamande, som jeg købte med fra Brugsen.

Her er helt, helt stille. Hunden snorker ganske svagt, men ellers ... ikke en lyd.

Om lidt lukker jeg mørket ude med gardinerne. Om lidt. Først når himlen er helt forsvundet...



mandag den 14. november 2016

Blåt i gråt

Det ser da godt nok noget gråt ud i dag - det blå hav, som man kun lige kan skimte derude under skyerne. Men sådan er udsigten altså fra det hus, vi har lejet. Et nydeligt hus er det - og det bliver bestemt ikke spor tosset at sidde her ved vinduet og skrive med ild i pejsen og smuk musik i radioen.

Men sneen? Den var jeg ikke lige forberedt på, for der var ingen, dér hvor vi kom fra. Og selv om den er køn, er den også kold. Og det er for tidligt med kold... november skal gerne være det gyldne, milde efterår, jeg elsker så højt - og som jeg nok er blevet lidt forvænt med.

Sne hører sig til i december. Ikke et øjeblik før... men det er jo slet ikke noget, jeg bestemmer... ;-)

lørdag den 12. november 2016

En julekalender med ekstra dage...

Min rare mand har altså nogle rare kunder! I onsdags kom han hjem med en superflot, kæmpestor julekalender... til MIG!

Den er fyldt med fyldte chokolader af den lækreste slags... og så er der ekstra dage! Sådan til når man trænger til en lille ekstra... :-)

Jeg tog en af de "ekstra" i går, da jeg kom hjem fra Bogmessen. Efter en hel dag på benene og bagefter slæb af bøger og magasiner... så synes jeg, at det var fortjent...

Uhm, det var godt!  :-)

torsdag den 10. november 2016

Klar, parat... BOGMESSE-fredag...

Så er jeg færdig med at stille op på min lille stand - og jeg synes, at det blev rigtig fint. Og nu er jeg færdig i en anden forstand... nemlig helt færdig for i dag.... zzzzzzzzzz

Måske ser jeg nogen af jer i morgen? Man kan jo aldrig vide... :-)

Husk, at jeg står på den store NewPub stand lige først for i den store Centerhal...