Kaffe og keramik

I går aftes var vi på besøg hos vores gode venner, keramikeren Bent Rosenvold og Lis i Virum. For ikke at forglemme alle de dejlige dyr, de har - den ene af missekattene var jeg meget tæt på at tage med i rygsækken.

Jeg elsker at se, hvad Bent har fundet på af nyt i sin keramiske produktion. Jeg har selv en skøn ugle og et lille væsen, der titter frem gennem hullet i en stentøjskasse - og nu er det lille væsens familie kommet ud i lyset. Nogle nyder livet i et keramisk badekar; andre holder møde på toppen af kommoden - og den lille fyr her sidder bare og ser betuttet ud... :-)

En skøn reklamefilm...

En lille smagsprøve på min bog

Jeg har fået lavet sådan en smart "bladreløsning", så man kan få en smagsprøve på min bog. Hvis du vil se den, kan du kigge lige her... :-)

Overskudsagtige gåture

Nogle dage føler jeg mig meget overskudsagtig. Så skal der gås en god, lang tur tur (blandt andet) - også selv om vinden er pivende kold og indbyder til hjemmehygge.

Iført lange termounderbukser, ørevarmere, halstørklæde op til næsen og tyk frakke vandrer jeg afsted på den lange rute, der er planlagt hjemmefra. Man er vel viking.

Knapt halvvejs begynder jeg at tvivle på det fornuftige i projektet. Det ER godt nok koldt; vinden gør sit bedste for at skubbe mig baglæns, men så kan jeg da se frem til en hjemtur i medvind. Det gælder om at finde lyspunkterne...

Så jeg bliver stædigt ved med at gå. Indtil mine fødder stort set går af sig selv, og indtil drømme om lune tæpper og varm kakao bliver næsten håndgribelige.

ENDELIG langt om længe er jeg på vej retur. ENDELIG ved jeg, at målet er inden for rækkevidde. Og når jeg når tilbage efter en time i skarpt trav, sætter jeg mig med god samvittighed til rette i stolen.

Og falder i søvn! Hvor blev det overskudsagtige af?

Hverdagsglæde

God morgen mandag! Enten en kedelig arbejdsdag efter weekenden... eller den første af en række dage i en ny, frisk uge, der kan byde på alverdens sjove ting. Som man nu ser det?  ;-)

Lidt weekendsjov

Jeg ved det! Jeg bliver aldrig rigtig voksen - og heldigvis for det. For så kan jeg stadig og til enhver tid more mig over animerede film som "Shaun the Sheep", der netop er blevet til en biograffilm. Se bare her:

En dejlig vandhave - og et nyt magasin om England

Jeg har netop modtaget det nye nummer af ANGLOFILIA fra trykkeriet - og det er altså en fornøjelse at se forsidebilledet, når jeg selv skal sige det.

Billedet tog jeg sidste år i maj, og dagen var så perfekt, at billedet bare måtte blive godt. Jeg elsker den "vandhave", som jeg tit besøger, for den ligger i Herefordshire blot 40-45 minutters kørsel fra dér, hvor jeg bor. Stemningen i Westonbury Mill Water Garden er vidunderlig, stille og fredfyldt, og man kan spise dejlig mad og gode, hjemmelavede kager ved de små borde ved indgangen til haven.

Og det allerbedste ved det hele er kendskabet om, at haven er skabt fra bunden i løbet af (relativt) få år. Jeg synes, at det er så skønt, at man kan skabe sit eget lille paradis, hvis man har tiden, visionerne og en vis portion energi... :-)

En vinterdag i Brugge

Brugge er altid dejlig - også på en kold vinterdag. Her i januar og februar er der sparsomt med turister i byen, og det har absolut sine fordele. Til gengæld har mange steder vinterferielukket, men det lykkedes os alligevel at lokalisere en godt pandekagested til eftermiddagskaffen. Man har vel flair for den slags...

Dagen blev tilbragt med at vandre rundt til byens "hjørner"; ud og se nærmere på møllerne og nogle af de mange byporte, og bagefter fandt vi små gader og stræder, som vi ikke havde fundet før.

Vi overvejede at besøge et museum, men solen skinnede så smukt, at vi blev enige om at have det til gode til en regnvejrsdag.

Til allersidst - hvor mine ben var lige ved at opgive ånden - slæbte vi os de 350 trin op i markedspladsens klokketårn. Udsigten var ganske fantastisk, og nu ved jeg, hvordan kæmpestore klokker lyder, når de er tæt på....

MEGET højt!!

En klippeelevator med udsigt

I går var jeg en tur i Bridgnorth på vej til Telford, hvor jeg skulle se på autocampere. Det var hundekoldt, så det blev kun til en frisk gåtur rundt i byen, op til slotsruinen, og hen til den klippeelevator, som lige måtte prøves af.

Det er den stejleste i England, og den er omkring 120 år gammel. Men elevatoren er “still going strong” må man sige, for på ingen tid blev man kørt ned til floden og op igen.

Det er ikke nogen egentlig turistattraktion – de lokale bruger elevatoren flittigt, for det er noget af en udfordring at komme nedefra og op. Mange ældre mennesker bor nede ved den smukke flod, og det er dejlig nemt for dem at tage elevatoren op til byen, når de skal handle.

Skinnerne er skåret dybt inde i klipperne, så det må have været en stor præstation i sin tid, da elevatoren blev etableret.

Ny film på vej