Med tasken på slæb

Da jeg var ganske ung og boede i Bruxelles, købte jeg en praktisk indkøbstaske på hjul. Den var mørkegrøn, ternet og kedelig - men jeg havde ingen hæmninger i den retning, for jeg boede - i hvert fald i nogle måneder - langt fra indkøb, og uden cykel og bil var der ikke andre muligheder.

Jeg var faktisk særdeles glad for min grimme indkøbstaske, der sparede mig for meget slæb, og jeg har i årevis prøvet at overbevise min mor i det gode ved sådan én.

Men nej, den var for gamle mennesker! (Min mor er 80 - og jeg var 19, da jeg havde min første indkøbstaske på hjul...).

Nåmen, fordommene lever i bedste velgående - indtil jeg fandt ud af, at taskevognene nu findes i de mest smarte udgaver. Ingen sorte og ternede pensionisttasker her! Og så har de endda gode, kraftige hjul, der kan tåle mosten.

Så min mor fik en stribet sag og traver nu nogenlunde velfornøjet afsted med den. Jeg er selv i markedet for en knaldrød med tykke hjul, som jeg så i Belgien for nylig - for når vores autocamperliv begynder til næste år, vil den være superpraktisk til indkøbsturene.

En umoralsk historie...

Da jeg var barn, havde jeg af og til pjækkedage. Når skoletrætheden blev for overvældende, gik jeg ud i køkkenet til min mor, der stod og smurte madpakker...

Mmm, jeg har lidt ondt i maven i dag, tror jeg...

Min mor så på mig. Har du det? Det var da ikke godt? Så skal du måske gå i seng igen med en varmedunk?

Njaj, det er nok nærmere sådan lidt...

Nå, du trænger bare til en fridag? Min mor kunne altid læse mig som en bog (det kan hun stadig!).

Ja, det kunne være så hyg'ligt! Vi kunne tage på museum eller i Rødovre Centrum eller...

Er du nu sikker på, at du ikke går glip af noget i skolen? Og hvad tror du, din far vil sige?

Jeg vidste udmærket, hvad min far ville sige. Han var nemlig meget pligtopfyldende, så det var bedst at lade være med at involvere ham... så at sige...

-------

Det er især på efterårsdage som disse, at jeg kommer til at tænke på min barndoms pjækkedage. Dem var der en del af - sådan med lange mellemrum - og det var gerne i vinterhalvåret, hvor det var lidt mørkt og trist, og der ikke var så mange fridage.

Vi fandt altid på noget hyggeligt, min mor og jeg, og selv om samvittigheden godt kunne nage, så var det noget, jeg hurtigt overvandt.

Det, jeg gik glip af i skolen, kom i høj grad igen i form af dejlige minder, livserfaring og "alternativ undervisning". Og næste dag var skoletrætheden overvundet... for en tid.

Endelig ikke hilse...

I England har man for vane at hilse på folk, når man går tur. Altid får man et nik og en smil, et lystigt "Good Morning" eller endda en lille kommentar "Great weather we're having!".

Jeg har adopteret denne vane, men i Danmark er det altså ikke helt så udbredt. For at sige det mildt!

For langt de fleste gør deres bedste for at undgå at møde mit blik. Hække er pludselig meget interessante; asfalten mindst lige så spændende - hvis man da ikke bare ser frem for sig uden at se...

Af og til farer der en djævel i mig, og jeg vræler et frydefuldt "hej" så højt, at det spjætter i folk. 

Halvdelen udvikler en øjeblikkelig døvhed og ignorerer mig totalt (= skøre kone!) - mens den anden halvdel fremtvinger et lille smil og en hilsen.

Ja ja, det er da bedre end ingenting! Men der er altså ikke noget at være bange for! Et smil og en venlig bemærkning luner og pynter på en gråvejrsdag... :-)

Annoncer i ANGLOFILIA

Der har altid kun været annoncer på det sidste opslag i mit ANGLOFILIA magasin - og det har for det meste været mine egne.

Men nu har jeg frembragt en lille annonceringsoversigt med priser og formater, for den slags hører sig til.

Hvis I kender nogen, der kunne have lyst til at annoncere i mit magasin - der jo glædeligvis har en særlig lang "gemmetid" - må I meget gerne fortælle vedkommende om det.

TAK for hjælpen - og god torsdag :-)

På god fod

Når man - som jeg - har gået rundt med forstuvet pote siden midten af juli, så lærer man hurtigt at sætte pris på sine fødder.

I den første tid måtte jeg bare sidde med foden på en skammel. Senere blev det til "hoppen rundt på ét ben" - og endda flytning og nedpakning på ét ben.

I England var jeg tvunget til at gå, for gæsterne skulle vises rundt - og jeg nægtede at acceptere, at den fjollede fod blev ved med at gøre ondt.

Så jeg gik. I begyndelsen under lavmælt jamren, men snart lidt mere afslappet.

Og nu er jeg næsten ved at være "normal" igen. I går gik jeg en lang tur gennem parker og langs stier - kun med en ganske let humpen.

Jeg havde igen lejlighed til at hilse på høns og kigge over hegnet hos havefolket. Man ser så meget sjovt... blandt andet disse klippede fugle.

Følelsen af fri mobilitet er aldeles vidunderlig, og jeg håber, at jeg kan lade være med at snuble over computerledninger og andet løstliggende fremover.

SÅ klodset kan man da forhåbentlig kun være én gang! Hmmm...

Husk glæden

Det er gråt derude lige nu. Og mens det er en stor kontrast til adskillige ugers milde vejr med sol og mulighed for at sidde ude på næsten sommerlig vis, så er det samtidig en glæde.

For årstidernes skiften er med til at give os et rigt og afvekslende liv, og lige nu er tiden inde til andre ting. Vi kan vælge at pakke os ind og traske en lang tur i en skov, der endnu har blade. Vi kan dyrke de indendørs fornøjelser og finde bøger og gode film frem. Vi kan omdanne årstidens grønt og frugt til varme supper og søde safter.

Mindet om lune sensommerdage kan vi leve længe på, men samtidig kan vi glæde os over, at grå efterårsdage har deres egne gode sider...

Naturens gaver

Jeg har nydt godt af naturens milde gaver hele september og frem til nu. Der er nemlig ikke bare frugttræer i haven (nogle værre skravl, men et par af dem har givet fint mange æbler i år) - der er også myldrende fuldt med brombær i hækken / krattet omkring grunden.

Næsten hver eneste aften har jeg været ude og plukke. I begyndelsen blev jeg godt forrevet og brændt, for brombær er i ledtog med brændenælder, så der er både torne og brændende planter at "slås" med. Men efterhånden blev jeg mere ferm... og min lille spand blev fyldt med mørke bær, mens uglerne tudede over mit hoved, og solen gik ned bag Malverns bjerge.

Det var ét af dagens højdepunkter. Og bærrene blev spist med yoghurt og en lille smule honning. Åh, det smagte da skønt...!

Pakkerier og puslerier

Vi har brugt det meste af weekenden på at pakke pakker. Det er bestemt ingen klage, for det er så dejligt, at kunderne kan vente på bestilte ting, mens jeg er i England. Til gengæld betyder det, at der er en god stak at sende afsted, når vi er tilbage i DK.

Ind i mellem har jeg fyldt hylderne op med alle de puslespil, jeg har med hjem. Der skal være underholdning til den kommende tid, for jeg er ikke den eneste, der elsker at "pusle".

Men efter et par flittige dage er der tid til at nyde oktober, der lige nu viser sig fra sin pæneste side. Lige pludselig får man lyst til efterårsferie med tid til at sparke i blade, bagning af boller og masser af pusle- eller andre spil. Sådan som det var, da man var barn.

Joh, jeg kan godt huske det... selv om det efterhånden er længe siden...

Dyrelivet

I morges vågnede jeg til silende regn, men det så ikke ud til at genere fuglene i haven... tværtimod faktisk. Der var et væld af drosler, og de fleste sad med løftede vinger og tog styrtebad. Bagefter spiste de godt af alt det, som regnen lokkede frem, og det var dem vel undt.

Mens vi selv spiste morgenmad, kom egernet løbende forbi med noget i munden. Ved nærmere eftersyn var det en stor majskolbe (!), som den må have fundet et sted. Gad vide, om bonden fodrer fårene med majskolber, for der vokser altså ingen majs i nærheden.

Det så ganske sjovt ud, for majskolben var næsten lige så stor som egernet... :-)

Dejlige septemberdage

Vejret har været ret vidunderligt ret længe nu. Og jeg håber, at det fortsætter mindst en uge endnu - for mine rejsegæsters skyld.

I dag har vi besøgt to dejlige huse i Herefordshire. To skønne familiehjem med helt fortryllende beliggenheder, for begge har milevide udsigter. Vi har taget os tid til kaffepauser, kig i butik og bogafdeling og nydning af vejr. Ahhhh.....