tirsdag den 14. oktober 2014

Husk glæden

Det er gråt derude lige nu. Og mens det er en stor kontrast til adskillige ugers milde vejr med sol og mulighed for at sidde ude på næsten sommerlig vis, så er det samtidig en glæde.

For årstidernes skiften er med til at give os et rigt og afvekslende liv, og lige nu er tiden inde til andre ting. Vi kan vælge at pakke os ind og traske en lang tur i en skov, der endnu har blade. Vi kan dyrke de indendørs fornøjelser og finde bøger og gode film frem. Vi kan omdanne årstidens grønt og frugt til varme supper og søde safter.

Mindet om lune sensommerdage kan vi leve længe på, men samtidig kan vi glæde os over, at grå efterårsdage har deres egne gode sider...

mandag den 13. oktober 2014

Naturens gaver

Jeg har nydt godt af naturens milde gaver hele september og frem til nu. Der er nemlig ikke bare frugttræer i haven (nogle værre skravl, men et par af dem har givet fint mange æbler i år) - der er også myldrende fuldt med brombær i hækken / krattet omkring grunden.

Næsten hver eneste aften har jeg været ude og plukke. I begyndelsen blev jeg godt forrevet og brændt, for brombær er i ledtog med brændenælder, så der er både torne og brændende planter at "slås" med. Men efterhånden blev jeg mere ferm... og min lille spand blev fyldt med mørke bær, mens uglerne tudede over mit hoved, og solen gik ned bag Malverns bjerge.

Det var ét af dagens højdepunkter. Og bærrene blev spist med yoghurt og en lille smule honning. Åh, det smagte da skønt...!

søndag den 12. oktober 2014

Pakkerier og puslerier

Vi har brugt det meste af weekenden på at pakke pakker. Det er bestemt ingen klage, for det er så dejligt, at kunderne kan vente på bestilte ting, mens jeg er i England. Til gengæld betyder det, at der er en god stak at sende afsted, når vi er tilbage i DK.

Ind i mellem har jeg fyldt hylderne op med alle de puslespil, jeg har med hjem. Der skal være underholdning til den kommende tid, for jeg er ikke den eneste, der elsker at "pusle".

Men efter et par flittige dage er der tid til at nyde oktober, der lige nu viser sig fra sin pæneste side. Lige pludselig får man lyst til efterårsferie med tid til at sparke i blade, bagning af boller og masser af pusle- eller andre spil. Sådan som det var, da man var barn.

Joh, jeg kan godt huske det... selv om det efterhånden er længe siden...

lørdag den 4. oktober 2014

Dyrelivet


I morges vågnede jeg til silende regn, men det så ikke ud til at genere fuglene i haven... tværtimod faktisk. Der var et væld af drosler, og de fleste sad med løftede vinger og tog styrtebad. Bagefter spiste de godt af alt det, som regnen lokkede frem, og det var dem vel undt.

Mens vi selv spiste morgenmad, kom egernet løbende forbi med noget i munden. Ved nærmere eftersyn var det en stor majskolbe (!), som den må have fundet et sted. Gad vide, om bonden fodrer fårene med majskolber, for der vokser altså ingen majs i nærheden.

Det så ganske sjovt ud, for majskolben var næsten lige så stor som egernet... :-)

mandag den 22. september 2014

Dejlige septemberdage


Vejret har været ret vidunderligt ret længe nu. Og jeg håber, at det fortsætter mindst en uge endnu - for mine rejsegæsters skyld.

I dag har vi besøgt to dejlige huse i Herefordshire. To skønne familiehjem med helt fortryllende beliggenheder, for begge har milevide udsigter. Vi har taget os tid til kaffepauser, kig i butik og bogafdeling og nydning af vejr. Ahhhh.....


onsdag den 10. september 2014

Rejsegæster i solskin

I disse dage har jeg rejsegæster på besøg, så vi turer land og rige rundt og ser på huse, haver og byer.

Indtil nu har det været Croft Castle og Berrington Hall i Herefordshire og David Austins rosenhave i Shropshire.

Og i går tilbragte vi eftermiddagen i Ludlow, der er en hyggelig gammel by med en fin gammel borg.

I dag er der Tour de England - og jeg ser spændt på, om vi kan komme frem. Heldigvis var planen nogle af de lokale fornøjelser, så det skulle gerne blive til en gåtur i Malvern Hills og et eftermiddagsbesøg i Worcester.

lørdag den 6. september 2014

En lille ven

Somme tider kommer rødhalsen, når jeg sidder ude i haven. Den sætter sig på min stol og kigger spørgende på mig… har du mon en lille bid til mig? Den flytter sig ikke, selv om jeg bevæger mig; holder bare lidt øje med mig, når jeg ganske forsigtigt rækker ud efter kameraet. Og som en anden fotomodel bliver den siddende, mens jeg tager det ene billede efter det andet. Hovedet lidt på skrå, ja sådan – fødderne lidt mere fra hinanden, vingen fremad, så man kan se det grå. 

Efter fotoseancen henter jeg en lille bid til den, som den med glæde tager imod. Lidt rødhalsemad, som jeg har købt specielt til min fugleven, der jo har krav på modelhonorar. 

torsdag den 4. september 2014

Jeg har set en ugle...!

Jeg er i England nu. Og selv om jeg har travlt med at lægge sidste hånd (nå ja, sidste hænder bliver det nok) på min SKØNNE DAGE bog, så er der også tid til at gå ture.

Dels i Worcester, hvor det blomstrer så fint i byparken - og hvor der er årets sidste "band stand" musik på søndag. Det er så super hyggeligt, men første hold rejsegæster ankommer om aftenen, så der bliver nok ikke tid til at tage ind og lytte...

Og dels i haven, hvor jeg har gået aftentur. Og en stor fin natugle fløj lige hen over hovedet på mig. Den brokkede sig lidt over min tilstedeværelse, så måske har jeg jaget en fed mus væk, som den havde udset sig....

Det var for mørkt til at fotografere uglen, så det kan kun blive til et billede fra parken...  ;-)

torsdag den 28. august 2014

Nyslynget honning

For et par dage siden fik jeg et glas med helt nyslynget honning fra sommertravle bier forærende. "Fra biernes bestøvning af sommerblomster og hvidkløver", står der på det - og uhm, hvor det smager godt.

Faktisk ved jeg ikke noget bedre end honning, men det skal være den ægte vare - i England har jeg tit fået honning, der er så fyldt med sukker, at det knaser mellem tænderne.

Det flydende danske guld bliver omhyggeligt anbragt på brød med en ske, og der balanceres omhyggeligt for ikke at spilde de gyldne dråber. Det ville da være synd, hvis bijobbet havde været forgæves... ;-)

søndag den 24. august 2014

Ti ting på én gang...

Ja ja, jeg bliver aldrig klogere... Selvfølgelig skal jeg kaste mig over et bogprojekt sådan et par uger før jeg skal afsted til England, men pyt - for jeg elsker det!

At det så betyder, at jeg er meget (som i helt og aldeles) stille på bloggen - det er der ikke noget at gøre ved. Jeg må tage revanche senere...

Jeg er i hvert fald sikker på, at der i løbet af september kommer rigtig mange dejlige billeder på bloggen. Engelske billeder vel og mærke...