Skal jeg give en pote med...?

Jeg kan da godt hjælpe dig med at feje havegangen, hvis det skal være...

Det lurvede lejemarked

Som jeg tidligere har nævnt, har vi nu i meget lang tid søgt efter et hus til min mor, og den slags har givet mange "sjove" oplevelser:

I Jyllinge fandt vi et hus, der i størrelse passede meget godt, men stuen var fyldt med opstablede møbler, som udlejeren ikke havde til sinds at fjerne. "Dem kunne min mor nok godt bruge...". Nej, det kunne hun ikke - dels har hun sine egne møbler, og dels var det mindre hyggeligt med store stabler af gamle ting, der stod dækket med et tæppe.

Samme udlejer oplyste også, at huset var til salg, så han forventede at min mor viste det frem, når der var interesserede. Og hvis det så blev solgt, kunne hun få 20.000 "under bordet" for at flytte i utide...

Den med at vise huset frem, har vi mødt flere steder. Udlejere tror åbenbart, at de kan få både i pose og sæk - de kan både tjene pænt på at leje ud og samtidig have en (gratis) repræsentant på stedet, der kan åbne døre og vise frem.

I Nivå fandt vi et ganske lille hus til omkring 10.000 om måneden. Der var en stue og to små værelser, men der lugtede så stærkt af fugt, at vi nærmest flygtede. Fliserne på hovedtrappen var gået i stykker, og terrassen var halvrådden.

Jeg har lejet adskillige firmalejemål, og her bliver fejl og mangler altid udbedret uden problemer. Den slags gælder åbenbart ikke i private lejemål, hvor man bare må leve med dem...

I Sydsjælland fandt vi et lille hus, der lå centralt for indkøb og transport. Vi fik det forevist af en venlig herre, der begejstret viste mig de små lamper, han var ved at sætte op i køkkenloftet. Ved tryk på en knap kunne de lyse i alle regnbuens farver, så der blev lidt diskoteksstemning.

Jeg roste ham for hans initiativ, men tænkte i mit stille sind, at han måske hellere skulle bruge kræfter på at gøre noget ved skimmelsvampen i hjørnerne og udskifte alle de ledninger, der bare var klippet over.

Til huset hørte efter det oplyste en stor have. Ved nærmere eftersyn bestod den af en stump forhave, som ejeren havde ryddet med motorsaven. Baghave var der ingen af, for her stod to lagerbygninger, der i øvrigt var i brug af andre. Ja ja, på den måde ville min mor da altid have haft selskab...

I Hornbæk fandt vi et hus, min mor egentlig gerne ville have. Det var pænt sat i stand, og hun måtte så leve med, at der var langt til butikkerne. Men det gik snart op for os, at ejeren holdt høns i haven - og mens hun ikke havde noget imod hønsene, betød det selvfølgelig, at ejeren dagligt ville komme på besøg for at passe dem. Samtidig havde han indrettet husets garage til sit motorcykel- og hobbyværksted, så dér ville han også husere, som det nu passede ham.

Jeg savner i den grad ansvarsbevidsthed og realitetssans hos udlejerne. Men så længe der er en overflod af lejere, der står på spring for at snuppe elendigheder til tårnhøje priser, er der selvfølgelig ingen grund til at oppe sig...

Helt flad i varmen...

Jeg er ikke den eneste i familien, der flader ud i varmen...

En æske til minde

Da jeg var i England i maj, besøgte jeg sammen med mine gæster katedralen i Worcester, hvor der var en udstilling fra de lokale skoler. Der blev vist de skønneste eksempler på kreativitet og dygtighed - blandt andet giraffen, dragen og tigeren her...

Men den fineste idé, som jeg desværre ikke fik fotograferet, var en mindeæske. En æske med blandet indhold, der ved nærmere øjesyn repræsenterede minderne om en afdød slægtning. Det var måske ikke noget særligt, men æsken var meget personlig og rørte mit hjerte.

Der var nogle små hobbyting - nogle pressede blomster og en pensel, som vedkommende åbenbart havde brugt. Der var også nogle mønter, som han måske samlede på... og et par fotografier. Et lille avisudklip fra hans karriere. En teaterbillet og en forlovelsesring. Små ting, der repræsenterede den afdødes liv og bragte minderne frem hos dem, der kendte ham.

En kærlig tanke og en sød idé, som jeg med glæde tog til mig...

Fuldt hus!

Det endte med at blive Hillerød!

Vi fandt et udmærket hus til min mor i rimelig afstand til bus og indkøb - men det var desværre større end nødvendigt og dermed dyrere end håbet. Til sidst måtte vi bare bide i det sure æble og betale, hvad det kostede... for der var simpelthen ikke andre muligheder.

Jeg har lært en del af denne seance:

1. Tro ikke, at man kan få hjælp fra kommunen, selv om man har rundet de 80! 
2. Tro ikke, at man kan få hjælp fra banken, når man først har rundet de 80! "Ikke for at diskriminere, men din mor ER jo ikke nogen vårhare længere...! 
3. Lejemarkedet bugner af plattenslagere.

Det skal dertil siges at det hus, min mor så endte med at tage, er sat fint i stand og blev udlejet af en meget behagelig og troværdig ejendomsmægler. Så det KAN lade sig gøre...

I morgen vil jeg skrive lidt om vores "morsomme" oplevelser den sidste måneds tid...

En livsbekræftende dans

Jeg så tilfældigvis disse to danse, da jeg var i England sidste gang. Så herligt at se, at man ikke behøver at lade sig begrænse af alder...

Bytte bytte købmand

Jeg har fået smag for boligbytte... i hvert fald i teorien, for jeg har ikke prøvet det endnu.

Mange udveksler boliger i ferierne, og ideen er så god, at jeg hoppede med på vognen. Foreløbig har jeg fået tilbud fra Italien, Canada og Frankrig - og jeg "bager" selv på en husbåd i Amsterdam og en tur til Rom.

Jeg har jo lejet mit engelske hus ud i mange år, og jeg bilder mig ind, at man passer godt på tingene, når man sådan bytter bolig.

Det er i hvert fald sjovt at drømme sig hen til de mest spændende steder - nu må vi se, hvad der kommer ud af det...

Da Laura Ashley var Laura Ashley

Da jeg i sin tid begyndte at tage til England, var Laura Ashley butikkerne noget af det mest tiltrækkende for mig. Jeg købte meget af mit tøj dér, for jeg elskede alt det blomstrede og romantiske: Lange blondeskørter, nederdele med flæser, blomstrede bukser, silkeskjorter og den slags.

Men efter Laura Ashleys død i 1985, blev firmaet overtaget af andre - og det romantiske tøj forsvandt lidt efter lidt. Efterhånden lignede det alt muligt andet  (efter min mening i hvert fald), omend møblerne og boligtilbehøret i en vis grad bevarede stilen fra dengang. Det er stadig muligt at købe blomstrede gardiner og hyggelige polstermøbler.

I forbindelse med den forestående flytning har jeg gennemgået min garderobe med en tættekam, og jeg må desværre erkende, at jeg er vokset fra en del af mit tøj. Ikke så meget i størrelse (jo, også det!) som i stil. I hvert fald kan jeg ikke rigtigt se mig selv i noget med flæser længere, og skjorter har den ubehagelige bagdel, at de skal stryges. Livet er for kort til strygning...!

Resultatet er blevet en mere "slank" garderobe, der nok passer mig bedre på nuværende tidspunkt af livet - og i hvert fald er mere behagelig!

Nej, heller ikke her....

I løbet af ugers hussøgning kom vi også til Jægerspris. Og mens der sikkert er vældig hyggeligt og rart at bo, når man har bil, er det ikke så nemt, når man, som min mor, IKKE har den mulighed.

Så Jægerspris blev det heller ikke. Men det skulle ikke forhindre os i at gå en tur ved slottet og drikke en god kop kaffe i café Danner.

Min mor gav kage. Den var også god...!

Forelsket i Præstø

Under vores søgen i et hus til min mor kom vi også til Præstø - jo, vi har skam været vidt omkring...

Dette lille klukkende springvand står ved den gamle kirke og det fine hotel, der ligger ved siden af.

Selv om det ikke er Præstø, min mor skal slå sine folder i fremover, er jeg slet ikke færdig med byen. Jeg synes nemlig, at der er utroligt charmerende, og når jeg en dag selv skal slå mig ned et sted, kunne det meget vel blive her i det "sydlandske"...